Eltang Skole og Børnehave er i 2022 blevet Unesco Verdensmålsskole.
Verdensmålene er FN´s store plan for hele verdens bæredygtige udvikling, som 193 medlemslande vedtog i 2015. De består af 17 overordnede mål og 169 delmål - som sætter retning på at løse klodens største problemer inden 2030.
Som Verdensmålsskole er vi en del af UNESCOs verdensomspændende skolenetværk med fokus på undervisningsforløb og materialer, der sætter Globalt medborgerskab og Bæredygtig udvikling på elevers og læreres dagsorden. I hele verden findes 11.500 Verdensmålsskoler. I Danmark er 18 folkeskoler medlem af netværket, hvor man kan udveksle idéer og få inspiration.
Vi har i flere år arbejdet med Verdensmålene i faget BID (Bæredygtighed, Innovation og Design). BID er for 4.,5.,6. klasse.
Som UNESCO Verdensmålsskole forpligter man sig til at udvikle undervisning med udgangspunkt i Verdensmålene. Undervisningen skal fremme bæredygtig udvikling og globalt medborgerskab, interkulturel kompetence og menneskerettigheder samt klima og miljø. Vi skal kort sagt kunne leve et ordentligt liv nu og give verden videre i ordentlig stand til de kommende generationer.
Hos os betyder det, at i alle årgange indgår arbejdet med Verdensmålene i årsplanerne for fagene i skoleåret 2020/2021.
Bæredygtig produktion, kost og madspild, up-cycling af tøj, affald og affaldsindsamling, ligestilling, U-lande er blot nogle af emnerne, som de forskellige klasser tager fat på.
SFO og Børnehaven har også aktiviteter med fokus på Verdensmål.
Peter Blirup er tovholder på projektet